Omkring 250.000 danske husstande havde kameraovervågning, da Sikkerhedsbranchen sidst gjorde det op i 2019. På landsplan var tallet cirka 1,5 millioner kameraer i alt, hvilket svarer til ét per fjerde dansker og gør Danmark til et af de mest kameradækkede lande i verden per indbygger. Over en million af dem hænger i virksomheder. Resten er hos private, og den del er kun vokset siden.
Prisen er den korteste forklaring. Se prisudviklingen under hvad kameraovervågning koster.
Tre ting skete nogenlunde samtidig. Prisen på et brugbart kamera faldt fra flere tusinde kroner til under 1.500 kr. Opsætningen gik fra at kræve en installatør til at kunne klares på en formiddag med en app og et wifi-kodeord. Og smarthome blev almindeligt, så kameraet blev ét produkt blandt flere i den samme app frem for et selvstændigt anlæg.
Dertil kommer at indbrudstallene vendte. I 2025 blev der anmeldt 15.747 indbrud i danske privathjem mod 14.544 året før, og det var den første stigning efter fire år med fald. Alene fjerde kvartal stod for 5.641 af dem, og det er i de mørke måneder folk søger efter kameraer.
Videodørklokken er blevet det mest almindelige første kamera, fordi den løser to hverdagsproblemer på én gang: pakker der forsvinder, og at kunne se hvem der ringer på uden at åbne. Derefter kommer typisk et kamera mod indkørslen eller haven, og sjældnere et indendørs kamera. Rækkefølgen siger noget om motivet: folk køber sjældent det første kamera på grund af indbrudsfrygt, men på grund af en konkret irritation, og udvider først bagefter.
Salget er samtidig flyttet online. Elektronikbutikker, byggemarkeder og specialforhandlere sælger de samme modeller til vidt forskellige priser, og konkurrencen mellem webshoppene er hård nok til at SEO til webshops er blevet en disciplin for sig i branchen. For køberen betyder det, at prisen på det samme kamera sagtens kan svinge flere hundrede kroner fra butik til butik.
Det typiske private anlæg er stadig lille. To til tre kameraer dækker de fleste enfamiliehuse, og flere enheder giver hurtigt mere støj end overblik, fordi hver enhed sender sine egne notifikationer. Gennemgangen af typer af overvågningskameraer viser hvilken type der passer til hvilken placering.
Jo flere kameraer der hænger på private facader, jo flere naboer bliver filmet. Det er derfor klagesagerne handler om det samme igen og igen: et kamera der tager fortovet, vejen eller naboens indkørsel med. Grænsen går ved skellet, ikke ved hvor kameraet er monteret, og løsningen er en privatzone i kameraets indstillinger frem for en samtale hen over hækken.
Optagelser skal desuden slettes senest 30 dage efter de er lavet, og de må kun videregives til politiet eller til den person der er filmet. Det sidste bliver overtrådt hver eneste uge i lokale Facebook-grupper, og strafferammen for videregivelse er bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Hvad der falder uden for reglerne, står samlet under ulovlig kameraovervågning. Men spørgsmålet om nytte er et andet.
Det afhænger af hvad man forventer. Et kamera forhindrer ikke et indbrud. Tyven er inde i 5 til 10 minutter, og kameraet dokumenterer frem for at standse. Det gør sagen lettere bagefter og giver politiet noget at arbejde med, men de tiltag der reelt får en tyv til at vælge et andet hus, er stadig lås, lys og naboer der kigger.
Til gengæld er den samlede effekt af mange private kameraer noget politiet får glæde af. Rigspolitiet råder selv kun over omkring 150 flytbare tryghedskameraer plus kameraer på motorvejsbroer omkring 30 steder, så langt det meste billedmateriale i en efterforskning kommer fra private og fra butikker. Det er også derfor politiet ofte spørger naboerne, når der er sket noget i et boligområde, og hvorfor du selv bør vide præcis hvor langt tilbage din optager gemmer. Kan du kun gå fire dage tilbage, er dit kamera ikke til megen nytte i en sag der først bliver anmeldt en uge senere.
Væksten fortsætter formentlig. Men et kamera mere i vejen gør ikke boligen sikrere. Det gør en lås der holder i fem minutter mere.