Det samme kamera kan levere en brugbar optagelse eller et ubrugeligt gråt billede, alt efter hvor det hænger. Placeringen afgør mere end prisen, og den koster ingenting at gøre rigtigt første gang. Tre ting bestemmer resultatet: højden, lysretningen og afstanden til det du vil kunne se. Resten af opsætningen af kameraovervågning følger af de tre.
Fordi det er den højde hvor kameraet både er uden for rækkevidde og stadig ser ansigter. Hænger det højere, filmer du hovedbunde, og en optagelse uden ansigtstræk kan ikke bruges til at genkende nogen. Hænger det lavere, kan en voksen nå det med hånden eller en gren.
Det lyder banalt. Det er den enkeltbeslutning der oftest afgør om materialet duer.
En hurtig test inden du borer: hold telefonen i den tænkte højde og vinkel, tag et billede af en person der går den rute en tyv ville gå, og se om du kan genkende vedkommende bagefter. Kan du ikke det i dagslys, kan du slet ikke om natten, og så skal kameraet enten længere ned eller tættere på. Den test tager to minutter og sparer den halve dag det ellers koster at flytte et monteret kamera og lappe hullerne.
Peger kameraet mod en lampe, en vej med billygter eller en hvid væg i sol, får du en silhuet uden ansigtstræk. Kameraet eksponerer efter den lyseste del af billedet, og personen foran bliver en skygge. Placer derfor kameraet så lyset falder bagfra eller fra siden, og undgå at rette det mod vestvendte flader i eftermiddagssolen.
En specifik fælde: et dome-kamera monteret tæt på en mur. Kuplen sidder tættere på væggen end objektivet, og om natten kastes den infrarøde belysning tilbage i linsen, så hele optagelsen bliver mælkehvid. Flyt kameraet tyve centimeter ud fra væggen, og problemet forsvinder. Det opdager man kun ved at tjekke billedet efter mørkets frembrud.
Det tal producenterne ikke skriver, er pixels per meter. Genkendelse af en ukendt person kræver omkring 250 pixels per meter, mens 125 rækker til at fastslå at der var nogen, og hvilken vej vedkommende gik. Spreder du et 4K-billede ud over en gårdsplads på tyve meters bredde, fordeles de samme pixels over hele scenen, og ansigtet fylder for lidt.
Infrarød rækkevidde skal du også halvere i hovedet. Producentens meter er målt under ideelle forhold mod en lys flade, og på en mørk hæk eller våd asfalt får du typisk det halve, fordi der ikke er noget at kaste lyset tilbage. Et kamera med 30 meter på papiret dækker altså cirka 15 meter brugbart, og det er de 15 meter du skal planlægge efter. Er afstanden til motivet længere end det, skal du enten flytte kameraet tættere på eller acceptere at optagelsen kun viser bevægelse.
Hvert sted har sin egen opgave, og opgaven bestemmer både vinkel og højde. Det sidste punkt er i øvrigt ikke dit eget valg: arealer med almindelig færdsel er reguleret særskilt i reglerne for videoovervågning, og overvågning af dem kræver tilladelse fra politiet uanset hvor kameraet er monteret.
Den hyppigste er kameraet der dækker for meget. Et vidvinkelobjektiv virker som mere for pengene, men et billede der rummer hele grunden, rummer ingen detaljer, og det opdager man først den dag der skal genkendes en person i kanten af billedet. To kameraer med hver sin snævre opgave slår ét der forsøger at se det hele, og de koster tilsammen mindre end den 4K-model man ellers ville have valgt for at kompensere.
Den næste er kameravinklen der tager naboens grund eller fortovet med. Det er ulovligt, og løsningen er en privatzone i kameraets indstillinger, som maskerer området allerede i optagelsen. Funktionen findes i stort set alle kameraer solgt de seneste fem år. Zonen gemmes i selve kameraet, så området aldrig bliver optaget, og det er forskellen på at overholde reglen og blot at undlade at kigge på materialet.
Den tredje er den simpleste: ingen tester.
Gå ruten selv efter mørkets frembrud, se optagelsen bagefter, og tjek at bevægelsessensoren udløser før nogen står ved døren og ikke først når de er der. En eftermiddag på det arbejde er forskellen på et anlæg der dokumenterer noget, og et der optager en hæk i høj opløsning.